Kom og gør en forskel i vores modtagelse, og på vores herberg- og krisecenterområde! Om teamet Du kommer til at indgå i Voksenrådgivningens Modtagelses- og Administrationsteam.
I daglig tale bare ”Modtagelsen”, som på nuværende tidspunkt består af to socialrådgivere - hvoraf den ene er teamets Faglige Koordinator - en studentermedhjælper og en administrativ medarbejder.
Modtagelsen håndterer herberg- og krisecentersager, hvilket betyder, at vi er rådgivere for borgere, der er udsat for hjemløshed eller vold og har brug for en koordineret indsats – i den forbindelse har teamet også fokus på forebyggelse af hjemløshed.
En anden opgave, der håndteres af teamet, er Voksenrådgivningens telefonvagt, hvor vi afklarer henvendelser og yder råd og vejledning om alt mellem himmel og jord, samt koordinerer og håndterer akutte situationer for socialt udsatte borgere.
Derudover deltager teamet i samarbejdsorganer som Kriminalpræventivt netværk (KPI), hvis formål er at styrke det tværfaglige samarbejde omkring unge kriminelle, samt PSP-K, hvis formål er at koordinere politiets, kriminalforsorgens, de sociale myndigheders og psykiatriens indsats i forhold til socialt udsatte personer.
Til daglig har vores team et tæt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med sparring og løser opgaver i fællesskab efter behov.
Dit arbejde Stillingen er en myndighedsfunktion og du kommer til at indgå i et bredt samarbejde med Hvidovre Kommunes Rusmiddelcenter og Socialpsykiatrien som bl.a. består af Housing First og gadeplansmedarbejdere.
Derudover har vil du have løbende kontakt med boliganvisningen, som led i forebyggelse mod hjemløshed. Du vil også skulle koordinere og samarbejde med jobcentret, psykiatrien, politiet og boligselskaber.
Dine opgaver i hverdagen vil hovedsageligt bestå af:
- Råd og vejledning af borgere, pårørende og samarbejdspartnere.
- Afklaring af nye henvendelser og varetagelse af afdelingens hovedmail- og telefon.
- Koordinering af indsatser for udsatte borgere.
- Varetagelse af myndighedsfunktionen i herberg- og krisecentersager, herunder de faste opgaver der hører til funktionen som fx handleplansmøder, egenbetaling, handleplaner m.m.
- Diverse administrative opgaver, hvor der bl.a. skal træffes afgørelse efter Servicelovens § 85 a og behandling af Socialrapporter.
- Du har et godt kendskab til, hvilke støtteforanstaltninger en kommune kan tilbyde, samt hvorledes diverse lovområder spiller sammen.
- Du er uddannet socialrådgiver/ socialformidler, eller har en anden relevant socialfaglig uddannelse, som du kan sætte i spil.
- Du er holdspiller med stærke samarbejdsevner og tager samtidig ansvar for selvstændige opgaver.
- Du er systematisk i din tilgang og ser dokumentation, som en integreret del af dit arbejde.
- Du er dygtig til at kommunikere og reflektere og kan tilpasse din kommunikation i forhold til dine omgivelser.
- Du er empatisk og formår at bevare ro og overblik i kontakten med borgere i svære situationer.
- Du er trives i en hverdag med skiftende opgaver, hvor to dage sjældent er ens.
- Stor selvstændighed i planlægningen af arbejdet og der er fleksibel arbejdstid.
- Mulighed for at arbejde bredt med lovgivningen, og for at bruge dit helhedssyn.
- Nærværende og tilgængelig ledelse.
- Høj grad af psykologisk tryghed og fast gruppesupervision.
- Enmandskontorer, så der er ro til administrativt arbejde og til faglig fordybelse, men samtidig er der svingdør til en sød kollega.
- Fagligt dygtige og dedikerede kollegaer, som vægter trivsel og et godt arbejdsmiljø, både internt i teamet og på tværs i afdelingen. Vi samles bl.a. til forskellige sociale arrangementer, og spiser kage sammen om torsdagen.
- En uformel omgangsform, hvor der er højt til loftet og mange gode grin.
Pr. 1. januar 2026 har vi gennemført en organisationsændring, hvor myndighedsopgaverne nu er organiseret i fire teams. Team modtagelse, Team Intern, Team Ekstern og Værket – Hvidovre Kommunes rusmiddelcenter. Vi er optagede af at sikre høj faglig kvalitet, sammenhæng og udvikling på tværs af afdelingen og centeret. Voksenrådgivningen består af 18 socialfaglige medarbejdere og derudover har vi en administrativ medarbejder. I forbindelse med den nye organisering, har vi fået 2 faglige koordinatorer og en kontraktforhandler i afdelingen.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er på fuld tid.
Løn efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.
Vigtige datoer
• Ansøgningsfrist: Mandag den 10. august 2026
• Vi holder ansættelsessamtaler: Torsdag den 13. og fredag den 14. august
Vil du vide mere? Hvis stillingen har vagt din interesse, er du meget velkommen til at kontakte os for at høre nærmere. Du er også velkommen til at ringe og arrangere et uformelt besøg ved at ringe til faglig koordinator Camilla West Thinggaard på tlf. nr. 93 51 34 79 eller socialrådgiver og TR Katrine Scheving på tlf. nr. 25 43 81 08.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Hvidovre Kommune, Center for Økonomi og Personale, Hvidovrevej, 2650 Hvidovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/a9fc15a8-269b-4183-9762-a856c79553cb