Vil du være den praktiske drivkraft bag vores kapacitetsplanlægning i IT? Du bliver en betroet støtte for sektionschefen som Kapacitetsmanager og får samtidig din egen sagsportefølje, hvor du sikrer fremdrift fra problem til løsning. Vi søger en erfaren sagsbehandler, der er struktureret, pragmatisk og vant til at arbejde med IT‑data og kapacitetsberegninger — en person, der kan skabe ro i komplekse forløb og træffe beslutninger, der virker i praksis. Her får du indflydelse på både daglige prioriteringer og strategiske kapacitetsvalg.
Om os
Stillingen er forankret i Center for Teknologi, som er ansvarlig for anskaffelse, udvikling, drift og forvaltning af Forsvarets it-systemer og arbejder tæt sammen med både interne og eksterne aktører for at sikre, at systemerne lever op til de højeste sikkerhedskrav.
Sektionen for IT-Centralt er en nyoprettet sektion med 8 medarbejdere fordelt på to selvledende teams, der har ansvaret for software indkøb og rekvisitioner. Vi varetager mange forskellige opgaver inden for indkøb af bl.a. IT-materiel, Software og konsulentydelser. Der er en god blanding af drifts- og udviklingsopgaver.
Sektionen varetager desuden støtte til indkøb af hardware, som ikke hører under de to andre sektioner. De to øvrige sektioner er ansvarlige for indkøb af telefoni og brugervendt udstyr, fx pc’er og øvrigt udstyr til en standardarbejdsplads.
Om stillingen
Din hovedopgave er at bistå sektionschefen i den kapacitetsansvarlige rolle ved at varetage sagsforberedelsen til kapacitetsplanlægning af materiel. Dette omfatter systematisk behovsafdækning med slutbrugere, gennemførelse af markedsafklaringer samt udarbejdelse af beslutningsgrundlag og kontrakt-/udbudsunderlag. Du sikrer, at opgaver prioriteres ud fra forretningsmæssig værdi, modtager og indarbejder feedback fra forretningen og håndterer den tekniske kompleksitet inden for ansvarsområdet. Endelig er du ansvarlig for løbende vedligehold af stamdata i vores systemer, herunder SAP/DeMars.
Du bliver en central del af driften og samarbejder tæt med teamet og ledelsen om at optimere arbejdsgange samt sikre overholdelse af mål for gennemløbstid og kvalitet.
Vi tilbyder:
- Et meningsfuldt job med både drift og udviklingsopgaver, hvor du kan se effekten af dit arbejde.
- Reel indflydelse på processer og mulighed for at præge, hvordan teamet arbejder.
- Fleksible arbejdsformer efter aftale, herunder mulighed for hjemmearbejde.
- Gode muligheder for personlig og faglig udvikling i et team af engagerede kollegaer.
Du har praktisk erfaring med kapacitetsplanlægning eller drift i en sagsbehandlende IT‑organisation (fx kommunal eller statslig forvaltning, forsikring, kundeservice eller lign.). Kendskab til indkøbsprocesser i Forsvaret og erfaring med SAP/Demars er en fordel, ligesom forståelse for IT‑indkøb — gerne også TEMPEST‑klassificeret materiel.
Du arbejder struktureret, sikrer korrekt prioritering og dokumentation, og er fortrolig med at bruge IT‑systemer samt enkle dashboards og Excel til opfølgning. Du tager gerne ansvar og trives med varierende opgaver, fra at støtte kunden i udformning af kravspecifikationer (herunder sikkerhed og compliance) til at vedligeholde materielstamdata i SAP/DeMars. Du udarbejder også udkast til sagsoplæg for at sikre de økonomiske rammer for indkøb.
Du er desuden:
- Handlekraftig og løsningsorienteret
- Dygtig til at skabe overblik og tilpasse prioriteringer løbende
- Empatisk i dialogen og god til at formidle beslutninger klart
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hvidovre
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lotte Gjevnøe Mortensen på telefon 2557 4637 eller på mail fmi-c-chtmc@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Aldijana Henic på telefon 3266 5299.
Ansøgningsfristen er den 20. april 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. juni 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen Cyberdivisionen, Helseholmen, 2650 Hvidovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d67d7fae-c92b-40b2-96af-7e9a0ebda192