Vil du være med til at sikre stabile og sikre servermiljøer i en organisation, hvor IT-driften er forretningskritisk? Cyberdivisionen søger en IT-Konsulent til vores arbejdsplads i Hvidovre.
Som en del af vores nye infrastrukturteam får du en central rolle i driften og overvågningen af koncernens Windows Server-miljøer. Vi søger en teknisk stærk profil, der trives med ansvar, fejlfinding og løbende optimering af den platform, som understøtter organisationens daglige drift.
Om os
Forsvaret indeholder en af landets største IT-virksomheder. Vi løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for vores ansatte. Forsvaret stiller krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der både er sikker, effektiv og som tilbyder moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier fra bl.a. Hitachi, HP, Cisco, VMware og Microsoft.
Vi er en af landets største IT-organisationer og leverer IT-service til mere end 20.000 brugere nationalt og internationalt. Vi skal både være effektive og samtidig levere gode brugervenlige IT-tjenester til alle Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.
Vi er en sektion med engagerede militære og civile kollegaer, som alle er dygtige specialister, sagsbehandlere og teknikere. Vi arbejder tæt sammen for at sikre drift, overvågning, udvikling og design af vores Exchange-servermiljøer og den bagvedliggende infrastruktur – både i eksisterende løsninger og i forbindelse med nye implementeringer og projekter.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.
Din daglige arbejdsplads vil være i Hvidovre.
Vi tilbyder fleksibilitet i hverdagen, men da dele af arbejdet er af sensitiv og driftskritisk karakter, vil mulighederne for hjemmearbejde være begrænsede.
Om stillingen
Du vil være med til at bygge og videreudvikle fundamentet under en forretningskritisk IT-infrastruktur.
Som en del af vores nye infrastrukturteam får du ansvar og indflydelse fra dag ét. Du kommer til at arbejde med drift, overvågning og udvikling af servermiljøer og infrastruktur, hvor fokus er på stabilitet, sikkerhed og kontinuerlig forbedring.
Rollen spænder over både klassiske driftsopgaver og deltagelse i projekter med fokus på automatisering, optimering og teknisk rådgivning. Du får en central rolle i at sikre en moderne og stabil platform og bidrager samtidig til udviklingen af de løsninger og processer, der skal understøtte organisationens fremtidige behov.
Sammen med en erfaren kollega, og endnu en kollega på vej, får du mulighed for at sætte dit præg på både teamets udvikling og den tekniske retning. Vi søger derfor en profil, der trives med ansvar, tager initiativ og motiveres af at skabe stabile løsninger med høj kvalitet.
Du kommer til at beskæftige dig med en lang række opgaver, herunder:
- Drift, installation, vedligeholdelse og udvikling af vores Windows servere.
- Opdateringer af en stor varierende MS server pakke.
- Overvågning af infrastruktur servere.
- Opfølgning på alarmer og fejlsøgning.
- Teknisk support og fejlfinding på 3rd level-niveau samt håndtering af serverrelaterede hændelser.
- Oprettelse og opfølgning på ITSM-sager ved serverfejl og manglende opdateringer.
En grundig introduktion til rollen og organisationen, hvor erfarne kollegaer hjælper dig godt i gang med vores systemer, arbejdsgange og tekniske miljøer. Du bliver en del af et team med høj faglighed, stærkt sammenhold og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Om dig
Du er en holdspiller med en naturlig interesse for IT og infrastruktur, og du trives i en rolle, hvor drift, stabilitet og samarbejde går hånd i hånd. Du motiveres af at finde løsninger, tage ansvar og sikre, at systemer og services fungerer optimalt for forretningen.
Som person arbejder du struktureret og bevarer overblikket – også når flere opgaver kræver din opmærksomhed samtidig. Du tager ejerskab for dine opgaver, er kvalitetsbevidst i din tilgang og bidrager aktivt til et godt samarbejde med både kollegaer og samarbejdspartnere på tværs af organisationen.
Du trives i et dynamisk miljø, hvor dagene sjældent er ens, og hvor du både arbejder selvstændigt og som en del af et team. Samtidig er du nysgerrig på ny teknologi og har lyst til løbende at udvikle dine kompetencer.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelse som f.eks. datateknikker eller IT-supporter.
- Har erfaring med drift og administration af Microsoft Windows Server-miljøer – gerne fra en større organisation.
- Har kendskab til ITIL-processer og netværksinfrastruktur, herunder WAN.
- Har forståelse for vigtigheden af stabil drift, sikkerhed og dokumenterede processer.
- Kommunikerer ubesværet på både dansk og engelsk – mundtligt såvel som skriftligt.
- Har en serviceminded tilgang og evnen til at omsætte tekniske problemstillinger til praktiske løsninger.
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hvidovre.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte elementsleder Henrik Baun Grubak på telefon 7281 4406 eller 5162 8122.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Ansøgningsfristen er den 14. juli 2026, og vi forventer at holde samtaler herefter. Stillingen ønskes besat snarest.
Samtalerne vil blive afholdt ved Cyberdivisionen Helseholmen 1, DK-2650 Hvidovre.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen Cyberdivisionen, Helseholmen, 2650 Hvidovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-07-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9d49d925-b925-413e-a34e-4ef4bc73ee18