18-årige Bjørk Kjellman Nørremark fra Hvidovre er et af de helt store talenter i dansk para-atletik. I august træder hun ind på Olympic Stadium i Tokyo og får international debut blandt verdens bedste para-atleter.
”Det er helt vildt. Jeg er så glad. Jeg tror næsten ikke, jeg forstår det, før jeg står i Tokyo”, fortæller en overvældet Bjørk Kjellman Nørremark, der netop har fået den gode nyhed om en plads i længdespring til de Paralympiske Lege overbragt.
”Det er jo noget af det største, man kan komme til. Og at komme til det i så ung en alder, det synes jeg er ret overvældende. Jeg er ret tom for ord på mange måder. Selvfølgelig havde jeg håbet det, men jeg havde aldrig forventet at komme til det. Jeg glæder mig bare til at springe på det stadium og gøre det bedste jeg kan og se, hvad det bringer,” fortæller Bjørk, der ved EM i år satte ny personlig rekord på 5,26 meter.
Atlet med flere talenter
Til daglig går Bjørk i gymnasiet, men udover at være eliteatlet, så har hun også et firma med sin tvillingesøster, hvor de laver kunst og sælger det via deres Instagramkonto. Bjørk har været en del af landsholdet i para-atletik siden 2019 og træner til daglig i Hvidovre Atletik og Motion. Bjørks handicap er medfødt og hun mangler sin venstre underarm. Hun springer derfor længdespring i klassen T47.
Erfarent selskab
Når Bjørk Kjellman Nørremark tager af sted til det legendariske Olympic Stadium i Tokyo, hvor atletik afvikles, er det i selskab af to erfarne atleter, nemlig Kristel Walther og Daniel Wagner. Begge har tidligere deltaget ved PL og indgår i landsholdstruppen sammen med Bjørk.
DIF, Parasport Danmark og Team Danmark
Det er første gang, at DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark.
Fakta om Bjørk Kjellman Nørremark
- Født: 25. september 2002
- Hjemby: Hvidovre
- Disciplin: Længdespring
- Klub: Hvidovre Atletik og Motion
- Klasse: T47
- Handicap: Medfødt armdefekt (mangler venstre hånd)
- Tidligere PL-deltagelse: Debutant
- Udvalgte resultater: Kvalifikation til VM (udgik med skade)