Sugekopper skal udbedre arbejdsskader efter hjemsendelse

Profilbillede
dato

Danskerne er vilde med alternative behandlingsformer, og efter nedlukninger og hjemsendelse er der travlhed hos Maja Pedersen, der behandler muskel- og ledsmerter med sugekopper på sin klinik i Hvidovre.

Alternativ behandling er et hit hos danskerne. En undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet viser, at danskerne har tredoblet deres forbrug af alternativ behandling over de seneste 30 år. Maja Pedersen fra Cupping-klinikken i Hvidovre måtte lukke sin klinik under coronakrisen som alle andre, men nu hvor der endelig er åbnet op igen, er hun mere end klar til at sætte sugekopper på de ømme muskler i Hvidovre, og der er allerede fyldt godt op i kalenderen.

”Jeg tror, at danskere er blevet mere bevidste om deres krop og helbred efter denne sundhedskrise, og det kan være en forklaring på, at efterspørgslen på alternative behandlinger stiger. Det var hårdt at lukke klinikken ned på grund af corona, men jeg oplever igen en stor interesse for mine behandlinger,” siger Maja Pedersen.

Cupping er en relativt ny behandlingsform i Danmark, men behandlingen har ifølge Maja Pedersen været populær i Kina i to tusinde år. Sugekopper sættes på kroppen for at øge blodgennemstrømningen i muskler og væv, og dermed løsner man op for affaldsstoffer og både lindrer og forebygger muskelsmerter, spændinger og hovedpine.


Hjemmearbejde giver dårlige arbejdsstillinger

På Cupping-klinikken i Hvidovre kommer mange nye kunder med smerter i nakke, skulder og hoved som resultat af dårlige arbejdsstillinger. De sidder normalt på kontor, men har været hjemsendt under nedlukningerne, og her er det ifølge Maja Pedersen ikke alle, der er lige gode til at indrette hjemmekontoret.

”Jeg havde en klient, der til dagligt sidder ved et ergonomisk skrivebord, men nu har han i længere tid brugt sin sofa og sofabord som arbejdsstation. Det er altså ikke en god arbejdsstilling, og han havde da også hovedpine samt spændinger i nakke og skulder. Klienter som ham har stor gavn af cupping-behandling,” siger Maja Pedersen.

Det er særligt i hovedstadsområdet, at hjemmekontoret har været den faste arbejdsplads under nedlukningerne. En undersøgelse fra Dansk Industri viser, at 41 procent af de privatansatte i Region Hovedstaden arbejdede hjemmefra under første nedlukning. Det er 10 procent flere end landsgennemsnittet på 31 procent.

Michael Phelps og Justin Bieber med sugemærker

Da cupping er velegnet til at løsne op for muskler og led, får klinikken ofte besøg af sportsfolk, forklarer Maja Pedersen. De har brug for restitution efter træning med behandlingen MuscleCup®, der er målrettet idrætsudøvere. Ved OL i 2016 så man flere af atleterne med røde mærker på kroppen som resultat af cupping. En af dem var svømmeren Michael Phelps fra USA, der vandt guldmedaljer i flere discipliner ved legene i Rio.

”De røde pletter er karakteristiske for behandling med sugekopper. De kommer, fordi blodet stiger mod overfladen af huden, og de forsvinder typisk efter nogle dage,” forklarer Maja Pedersen.

Michael Phelps er ikke den eneste kendte, der har brugt sugekopperne. Popstjernen Justin Bieber har for eksempel også lagt billeder ud på sociale medier af sig selv i færd med en cupping-behandling.

Cupping-klinikken ligger i Hvidovre. Klinikken er startet af Maja Pedersen i 2016, hun står også for den daglige drift og behandlingerne. Klinikken tilbyder ud over cupping også Gua Sha og laser-terapi. Se mere på www.cupping-klinikken.dk

Kilde: Redaktion