BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi øger kapaciteten, og en stilling som afdelingslæge/ overlæge ved Amager Hvidovre Hospital Gynækologisk-Obstetriske afdeling med funktion i fertilitetsklinikken ønskes derfor besat pr. 1.9.2024 eller efter aftale.
- Vil du være med til at varetage og udvikle behandling af ufrivillig barnløshed?
- Har du interesse for forskning indenfor reproduktionsmedicin og tidlig graviditet?
- Ønsker du at være del af et stærkt tværfagligt team?
- Er du god til at skabe gode patientforløb med kort ventetid?
Et stærkt tværfagligt team med fokus på forskning og udvikling
Fertilitetsklinikken beskæftiger i alt 24 medarbejdere, heraf seks læger. Du vil indgå i et erfarent og dedikeret team bestående af flere faggrupper, som varetager udredning og behandling af patienter med ufrivillig barnløshed.
Vi udfører årligt ca. 600 IVF/ICSI-behandlinger, 650 behandlinger med fryseæg og 250 inseminationer. Klinikken anvender de nyeste metoder inden for specialet, herunder blastocystdyrkning, timelapse vurdering og vitrifikation i et nyt laboratorie.
Klinikken er meget forskningsaktiv og vi har et omfattende samarbejde med forskningsgrupper i andre subspecialer og specialer samt afdelinger både nationalt og internationalt. Vi tager aktiv del i uddannelsen af såvel læger som andre faggrupper. Vi har et tæt samarbejde med Enheden for Gentagne Graviditetstab.
Mulighed for udvikling
Erfaring indenfor reproduktionsmedicin såvel klinisk som forsknings- og undervisningsmæssigt er en fordel, men ikke et krav. Vi vil understøtte din faglige udvikling og du vil få ansvarsområder afhængigt af dine kompetencer og præferencer.
Du vil have funktion i fertilitetsklinikken og indgå i dagarbejde i weekender og søgnehelligdage på fertilitetsklinikken. Der vil være mulighed for at indgå i vagtberedskabet i afdelingen.
Vores forventninger til dig
Vi søger en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der:
- ønsker at bidrage til klinikkens og fagområdets fortsatte udvikling
- er indstillet på at indgå i afdelingens undervisnings- og forskningsforpligtigelser
- er nysgerrig, fleksibel, og engageret
- god til kommunikation og samarbejde
- bidrager til et godt arbejdsmiljø
Fertilitetsklinikken er en integreret del af Gynækologisk-Obstetriske afdeling på Hvidovre Hospital. Vi er en stor afdeling med omkring 475 medarbejdere, heraf ca. 75 læger. Afdelingen varetager behandling inden for almen gynækologi, urogynækologi, føtalmedicin, obstetrik og fertilitetsbehandling og løfter alle opgaver indenfor specialet fraset visse onkologiske, urogynækologiske og obstetriske patientgrupper. De gynækologiske og obstetriske funktionsområder er organiseret i afsnit og teams.
Ansøgningen bedes stillet op i de syv lægeroller, hvor de nævnte speciallægekompetencer beskrives separat. Ansøgere, der søger ansættelse som overlæge vil blive vurderet på baggrund af de syv lægeroller.
Yderligere oplysninger kan rekvireres hos ledende overlæge i fertilitetsklinikken Nina la Cour Freiesleben på tlf. 3862 3584 eller Cheflæge Helene Westring Hvidman på tlf. 4014 3390. Yderligere oplysninger om klinikken kan ligeledes findes på vores hjemmeside www.hvidovrehospital.dk
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen besættes med 37 timer pr. uge. Arbejdstid, og -tilrettelæggelse aftales individuelt. Man må forvente dagarbejde på fertilitetsklinikken ca. hver 4. weekend.
Ansøgning sendes elektronisk via linket i annoncen.
Ansøgningsfrist: Mandag d. 10. juni 2024
Ansættelsessamtaler: Forventes at finde sted ugen efter.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hvidovre Hospital, Kettegård Alle , 2650 Hvidovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6055733