BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du erfaren og rollemodel samt en arbejdsom og kompetent befalingsmand?
Søger du varierede udfordringer i en kompagniramme hvor du får stor indflydelse?
Så skal du søge denne stilling!
Om os
Danmarks nye Totalforsvarsstyrke (TFS) skal opbygges frem mod 2024 og kommer til at bestå af 26 underafdelinger. Til føring af disse underafdelinger opstilles en føringsstruktur, som består af reservister. Ved en eventuel mobilisering indkaldes tidligere værnepligtige, som er hjemsendt indenfor de seneste fem år, til at bemande de manuelle funktioner i underafdelingerne.
Når styrken er fuldt opbygget, forventes den at omfatte ca. 12.000 totalforsvarssoldater, med en til- og afgang på ca. 2.400-2.600 hvert år.
TFS kan mobiliseres helt eller delvist i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold og i katastrofetilfælde.
Opgaverne bliver primært bevogtning- og sikringsopgaver af militære områder og etablissementer. Bevogtningen kan også ske som værtsnationsstøtte til NATO-forstærkningsenheder på dansk territorium.
Ved aktivering af TFS bruges de første dage til at mobilisere og videreuddanne det manuelle personel, så enhederne er klar til at blive indsat i rammen af TFS.
Underafdelingerne er fordelt over hele Danmark, og du vil derfor kunne gøre tjeneste lokalt i nærheden af hvor du bor, eller hvor det er mest praktisk for dig.
I landsdelsregion Østdanmark skal der opstilles 12 underafdelinger fordelt i 6 distrikter på følgende geografiske placeringer:
- København på Svanemøllens Kaserne, Østerbro.
- Københavns Vestegn i Jonstrup lejren, Ballerup.
- Nordsjælland på Kratbjerg, Fredensborg.
- Midt- og Vestsjælland på Flyvestation Skalstrup, Roskilde.
- Sydsjælland og Lolland Falster på Vordingborg Kaserne.
- Bornholm på Almegårds Kaserne, Rønne.
De 12 underafdelinger er afsiddet infanterikompagnier, og skal kunne fungere som sådan i krise og krig, i løsningen af de opgaver der tilfalder TFS. Opgaverne er bevogtning, sikring, overvågning, kamp fra stilling, march, opklaring, BSO tjeneste og meget andet.
Totalforsvarskompagnierne er placeret på Forsvarets kaserner og områder med alle de fordele det giver med adgang til optimale uddannelses- og øvelsesfaciliteter. Meget af uddannelsen vil foregå ved skarpe militære objekter i distrikternes ansvarsområder.
Du bliver en aktiv del af en stærk og progressiv reserve-kompagnikadre. Der er et stærkt sammenhold, og et højt fagligt og fysisk niveau. Førerkadren øver i fredstid de pålagte militære kundskaber via øvelser og kurser i Forsvaret og i Hjemmeværnet. Desuden støtter kompagnierne andre af Hærens enheder som en bi-opgave.
Du får igennem sidstnævnte en naturlig mulighed at bevare en kontakt til dit stamregiment, og du vil fortsat bære baretten fra dit stamregiment.
Om stillingen
Kommando- og forsyningsbefalingsmand i TFS er kompagniernes administrative og logistiske tovholder som man kender fra linjestrukturen.
Du bliver ansat i en designeringsfunktion som en del af kompagniets krise- og krigsorganisation. Designeringsfunktionen er den funktion/stilling, som du vil skulle varetage i tilfælde af krise eller krig. I dit tilfælde kommando- og forsyningsbefalingsmand som oversergent af reserven. Bemærk at i TFS er stillingerne for nuværende én og samme stilling.
Du vil i tæt samarbejde med kompagnichefen og dine reservekolleger komme til at spille en væsentlig rolle i rekruttering og ansættelse af befalingsmænd og konstabler. Der bliver gode muligheder for at præge kompagniets opbygning, og du bliver rollemodel samt ankerpunkt for sergentgruppen.
Kompagnierne består i fredstid af chefen, næstkommanderende, kommando- og forsyningsbefalingsmand, delingsførere, næstkommanderende deling og gruppeførere. De menige er hjemsendte værnepligtige, som udelukkende mobiliseres ind til aktiv tjeneste under krise og krig. Dermed ser du ikke disse i fredstid, og dine primære samarbejdspartnere bliver den samlede førerkadre.
Opgaverne som kommando- og forsyningsbefalingsmand i Totalforsvarskompagnierne vil i såvel fredstid, som i krise og krig minde om opgaverne man ser i fast struktur. Opgaverne variere i kompagnierne men omfatter blandt andet:
Deltage i den administrative planlægning og tilrettelæggelse af uddannelser ekstern såvel som intern i kompagniet.
Være det administrative bindeled til distriktet og landsdelsregionen samt varetage påtegning og fremsendelse af indkommandering til distriktet.
Holde enhedens enkadrering ajour og tilmelde reservister til kurser samt varetage reservisternes uddannelsesstatus og ajourføre kvalifikationer og kompetencer.
Varetage kompagniets forsynings- og vedligeholdelsestjeneste såsom bestille forsyninger, ammunition og uddannelsesmateriel, samt levere dette til brugerne.
Du får rig mulighed for at bevare dine egne militære færdigheder, og ikke mindst uddanne og udvikle soldater. Derudover deltager du i relevante reserveaktiviteter ved enheden som generel militær efteruddannelse, føreruddannelse og seminarer. Tyngden i din opgaveløsning vil ligge i det administrative virke.
Hvor mange indkommanderingsdage du skal forvente afhænger fra kompagni til kompagni. En del af disse dage vil foregå som delt tjeneste fra hjemmet. Det betyder at du i perioder kan have hyppig tjeneste af enten minutters- eller få timers varighed. Din livssituation skal altså være stabil, og du skal have overskud og tid til at passe ad-hoc opståede opgaver. Opgaveløsningen bliver med andre ord i perioder en integreret del af din hverdag. Alt honoreres naturligvis med faste ydelser for indkommandering. Under indkommanderinger har du kontakt til både fastansatte, reservister og de frivillige i Hjemmeværnet.
Om dig
Du er uddannet oversergent eller erfaren sergent fra Hæren. Er du fra reservestrukturen har du minimum fire års erfaring, og gerne fra TFS eller Hjemmeværnet.
Du er en moden befalingsmand og rollemodel for andre. Du fremstår som det gode eksempel med den rette holdning og professionelle indstilling. Du har en solid militær faglighed og kan leve op til Forsvarets fysiske krav.
Du arbejder struktureret og udvise en høj grad af stabilitet. Du trives med de administrative opgaver og formulerer dig ubesværet på skrift og i tale. Du kan arbejde målrettet og selvstændigt på baggrund af de udstukne retningslinjer og bestemmelser.
Du behøver ikke tidligere at have været kommando- eller forsyningsbefalingsmand, det er den rette profil vi søger og vi venter derfor gerne til vi finder denne.
Ansættelsesvilkår
Rådighedsstillingerne er niveaufastsat til oversergent af reserven, og ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Centralforeningen for Stampersonel og den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst for Centralorganisationen af 2010 (CO10).
Du aflønnes pr. indkommanderingsdag (7,4 timer). Der optjenes særlig feriegodtgørelse på 12,5 %. Der indbetales ikke til pension.
Som ansat på Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. være eller kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationsbefalingsmand seniorsergent Torben Heigren på telefon 72 85 86 54 eller mail LRGNE-G1-04@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte enten HR-konsulent Kevin Lykkegaard Betnass på telefon 72 81 91 06 eller HR-konsulent Jesper Bjarke Jensen på telefon 72 81 91 91 i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Vi holder ansættelsessamtaler og ansætter løbende, så skynd dig at sende din ansøgning.
Du bedes i din ansøgning anføre, hvor i Østdanmark du ønsker at gøre tjeneste.
Du søger stillingen via linket og du kan vedhæfte din ansøgning, CV og relevante bilag. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Landsdelsregion Øst, Henrik Gerners Plads 1, 1439 København K
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=181160&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5885463