Har du lyst til arbejde med specialiseret palliation i et tværfagligt team? Palliativ Enhed er et specialiseret palliativt sengeafsnit med ti senge samt ambulant funktion. Vi rådgiver øvrige sengeafdelinger om den basale palliative indsats. Samtidig er vi ved at opbygge forskningsområdet og har en post.doc tilknyttet teamet. Afsnittet er beliggende på Hvidovre Hospital og er en del af Afdelingen for Lunge-, Hormon- og Stofskiftesygdomme.
Hvis du har lyst til at arbejde med den palliative indsats målrettet patienter med specialiserede behov uanset diagnose, skal du overveje at søge denne stilling. Stillingen er ledig pr. 1. april 2025 eller snarest muligt og er uden vagtforpligtigelse.
Om enheden
Palliativ Enhed har til formål at udvikle og yde den bedst mulige lindrende behandling til patienter med livstruende sygdomme uanset diagnose. Vi behandler patienter med komplekse palliative symptomer af fysisk, psykisk, social og eksistentiel karakter med det formål at forbedre patientens livskvalitet samt støtte patientens pårørende.
Vi er en afdeling, som har fokus på udvikling og undervisning både på afdelingen og eksternt. Vi er i øjeblikket i gang med at udvikle palliative konferencer på tværs over afdelingerne for at styrke den palliative indsats.
Arbejdet indebærer dagtjeneste på hverdage i enhedens sengeafsnit og ambulatorium. Den udgående funktion består af besøg og palliativ indsats til patienter i eget hjem, plejehjem eller aflastningsenhed i samarbejde med hjemmeplejen og eventuelt egen læge. Derudover går vi tilsyn på øvrige sengeafdelinger. Aften/nat og weekend har sengeafsnittet ad hoc lægedækning af mellemvagten fra Lungemedicinsk og Endokrinologisk afdeling.
Palliativ Enhed er en tværfaglig enhed bestående af læger, sygeplejersker, psykologer, sekretærer og socialrådgiver. Vi samarbejder tæt med fysioterapeuter og hospitalets præst.
Om stillingen
Overlægens/afdelingslægens hovedopgave er arbejdet med den specialiserede palliation i egen sengeafdeling og ambulante/udgående funktion. Dette indebærer kontinuerlig kvalitetsudvikling af den palliative indsats, bl.a. undervisning af enhedens personale samt personale fra
øvrige afdelinger på Amager og Hvidovre Hospital for at løfte og udvikle den basale palliation, der bliver en højt prioriteret indsats fremadrettet. Der er daglig faglig sparring og supervision med afdelingens øvrige læger.
Vi ønsker at ansætte en læge med speciallægeuddannelse i relevant speciale (fx almen medicin, intern medicin, kirurgi, onkologi eller anæstesiologi). Klinisk erfaring/interesse og teoretisk uddannelse i Palliativ Medicin vil være en stor fordel. Såfremt ansøger ikke har formel efteruddannelse indenfor palliation, vil der være mulighed for at ansøge den danske teoretiske uddannelse i Palliativ Medicin under ansættelsen.
Afsnittet er godkendt som uddannelsessted for uddannelse til fagområdespecialist i Palliativ medicin.
I ansøgningen skal ansøger forholde sig til alle 7 lægeroller og vil blive vurderet på baggrund af egne oplysninger herom.
Ved ansøgningen bedes du gøre opmærksom på, om du søger en overlæge- eller afdelingslægestilling. Søger du en overlægestilling, vil den faglige bedømmelse ske i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 62 af 25. juli 2005. Bedømmelsen vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om egne kompetencer indenfor hver af de 7 kompetenceområder. Ansøger skal forholde sig til og dokumentere kvalifikationer indenfor disse kompetenceområder.
Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse vil ske på overenskomstmæssige vilkår.
Stillingen er på 37 timer.
Ønsker du yderligere oplysninger
Kan det fås hos Ledende Overlæge Farah Choudary Boota, farah.choudary.boota@regionh.dk, telefon 41575815.
Ansøgningsfrist
Upload din motiverede ansøgning, CV og relevante bilag senest den 20. januar 2025.
Samtaler afholdes den 23. januar.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Amager og Hvidovre Hospital, Kettegård alle, 2650 Hvidovre
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/b21221b9-2957-4eea-9474-401daa8d1f93