Københavns Vestegns Politi: Nyt fra Hvidovre - fredag den 17. juli

dato

Hvidovre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Gør indbrudstyvens sommerliv surt, svært og træls
Sommer, fri og ferietid er højtid for tyve, som elsker øde boligkvarterer, hjem uden beboere eller åbne vinduer og døre.
Meget frister en tyv, men han prøver at undgå at blive set, og han stikker af, hvis nogen fatter mistanke til ham – og det kan du bruge til at skræmme ham væk:
”Opmærksomme naboer og nabolag, som arbejder sammen og holder øje med hinandens ting, får en tyv på flugt. Aftal med din nabo at I hjælper hinanden, hvis den enes bolig er alene hjemme i ferien. Ser du mistænkelige biler eller personer, som lusker søgende rundt eller ikke plejer at være i området – så ring hurtigt til os,” siger politikommissær Anja Høpfner, Københavns Vestegns Politi.

Læs mere: https://politi.dk/koebenhavns-vestegns-politi/nyhedsliste/er-din-bolig-alene-hjemme-i-sommerferien/2020/07/17

Butikstyveri i Ballerup
Onsdag den 15. juli kl 14:34 blev en af vores patruljer sendt til et supermarked på Vestbuen i Ballerup, hvor personalet havde tilbageholdt to mindreårige drenge, som var mistænkt for at stjæle fire poser slik. Over for vores patrulje erkendte de to drenge butikstyveriet. På grund af de mistænktes unge alder, blev værge og de sociale myndigheder underrettet

Guldring med indgravering fundet i Søborg
En god borger har indleveret en kraftig guldring med indgravering: ’MORTEN (hjerte) ANNE BIRGITTE 290602’.
Den blev fundet i Søborg i juni, og Københavns Vestegns Politi vil gerne aflevere den til rette ejer. 
Se foto på Københavns Vestegns Politis Facebook. Kontakt telefon 43 86 14 48.

Indbrud i Ballerup
Onsdag den 15. juli kl 02:34 modtog vi anmeldelse fra at en ung mand, der var vågnet i sit hus på Birkemosevej i Ballerup på grund af støj fra stueetagen. Da han stod op og kiggede, så han to mænd, der straks tog flugten. Beboeren i huset nåede ikke at se mændene så længe, at han kunne give politiet et signalement. Efter episoden kunne det konstateres, at intet var stjålet fra huset.

Narkokørsel i Brøndby
Torsdag den 16. juli kort før kl 06:21 var vi blevet kontaktet af en borger, der mente at have set to personer ankomme i bil til en tankstation på Park Allé i Brøndby, på trods af at føreren virkede meget påvirket af narko. Patruljen der blev sendt til stedet, kunne konstatere at den 32-årige fører virkede narkopåvirket og det blev han sigtet for. Han blev samtidig sigtet for at køre bil, selv om han var frakendt kørekortet. Det vidste sig samtidig, at også den kvindelige passager havde ført bilen – og også hun blev skønnet narkopåvirket. Da de begge var så påvirkede, at betjentene skønnede, at de ikke kunne tage vare på sig selv, blev de taget med på politigården. Her blev det fastslået ved blodprøve, at manden var påvirket af blandt andet kokain.
At køre bil, selv om man er narkopåvirket, er dyrt. Ud over at man bliver frakendt kørekortet, så vil det som udgangspunkt første gang koster en netto-månedsløn og 2. gang man bliver taget, får man som udgangspunkt 10 dages fængsel. 

Overså rødt lys og påkørte bil i Ballerup
Torsdag den 16. juli kl. 07.56 indgik melding via Alarm 1-1-2 om færdselsuheld mellem to biler i lyskrydset ved Ballerup Boulevard og Marbækvej. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor undersøgelser viste, at en føreren, en 22-årig mand fra København, af en bil, var kørt over for rødt på Ballerup Boulevard og ind i en bil, der kom fra Marbækvej, ført af en 25-årig mand fra Vedbæk. Den 22-årige blev sigtet for at køre over for rødt, hvilket han erkendte. Nu venter der et efterspil, der som udgangspunkt vil være en betinget frakendelse af førerretten i tre år plus 2.500 kr. i bøde.
Den 25-årige blev kørt til tjek på skadestue. Betydelig materiel skade.

Butikstyveri i Ishøj
Torsdag den 16. juli kl 17:41 modtog vi anmeldelse om at to kvinder havde forladt et byggemarked på Industridalen i Ishøj med to brusehoveder uden at have betalt for varerne. De var derfor blevet tilbageholdt af en butiksdetektiv. Da vores patrulje ankom til stedet, var der formodning om, at der kunne være andre tyvekoster i kvindernes bil, og den blev derfor ransaget på stedet. I bilen fandt betjentene en del koster, der angivelige stammede fra andre butikstyverier. De to kvinder blev derfor taget med på politigårde, hvor de erkendte flere butikstyverier.

Kvik nabo skræmte indbrudstyve på flugt i Brøndby Strand
Onsdag den 15. juli kl. 13.17 anmeldte en årvågen borger, at to indbrudstyve netop var stukket af efter indbrud i en villa på Matrosvej. En politipatrulje kørte frem og konstaterede, at en havedør var brudt op, og at to tyve fik benene på nakken, før de fik stjålet noget, da borgeren overraskede dem. Tyvene beskrives begge som mænd af ikke etnisk dansk oprindelse, ca. 20 år og ca. 180 cm med sort, kort hår og muskuløse af bygning. På Riggervej kørte de væk en hvid bil – muligt en stationcar. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra andre, som måtte have set bil og mistænkte i området – kontakt telefon 4386 1448.

Kørte bil påvirket og uden førerret i Brøndby Strand
Torsdag den 16. juli kl. 21.06 standsede en politipatrulje en bil til kontrol på Gammel Køge Lande. Føreren, en 20-årig mand, blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og var opdateret med kørselsforbud. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og anholdt til blodprøve. Der venter nu et retligt efterspil, hvor kørsel uden førerret første gang koster 7.000 kr. i bøde, mens narkokørsel udover en nettomånedsløn medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i  tre år.
     
Villaindbrud i Herlev
I tiden fra onsdag den 15. juli kl. 20 til torsdag den 16. juli kl. 16.30 blev et vindue opbrudt til en villa på Rørbækvej, huset blev gennemrodet, og der blev bl.a. stjålet elektronik. 

Lille færdselsuheld udløste flere bøder i Hvidovre
Onsdag den 15. juli kl. 19.04 blev en patrulje tilkaldt til et mindre færdselsuheld mellem to biler på Hvidovrevej. Det viste sig, at en 34-årig mand under en parkeringsmanøvre ramte en forbipasserende bil ført af en 45-årig mand med ringe materielle skader til følge. Men det viste sig også, at den 34-årige ikke havde førerret, hvilket udløste en sigtelse til ham – det koster en bøde på 7.000 kr. første gang og stiger derefter løbende. Bilens ejer fik også en sigtelse på halsen for at overlade førerretten til en, som ikke lovligt kunne føre køretøjet. Bøden er 2.500 kr., og ved gentagelse kan bilen konfiskeres.


Trafikuheld på motorvej ved Søborg
Onsdag den 15. juli kl 16:05 modtog vi anmelde om at en billist ved et solouheld var kørt galt på Hillerødmotorvej ved Søborg i sydgående retning. Bilen var først kørt ud i græsrabatten i højre side og var derefter kørt tværs over kørebanen og havde ramt autoværnet i midterrabatten. Bilen havde fået buler, men heldigvis var ingen personer kommet til skade.
 
Kilde: Københavns Vestegns Politi