Rosenhøj BK leverede en imponerende præstation, da de slog andenpladsen fra Karlslunde IF med hele 7-0 på Avedøre Stadion, og dermed har de også vundet deres række!
Hjemmeholdet kom hurtigt foran, da Frederik Thorning scorede efter bare to minutter. Alexander Andersen udbyggede føringen til 2-0 i det 18. minut, inden Emil Lorentzen gjorde det til 3-0 fire minutter senere. Efter pausen fortsatte Rosenhøj med at dominere, og Conrad Dahl Blædel scorede to mål på få minutter, hvilket bragte stillingen op på 5-0.
William Mose og Alexander Andersen scorede yderligere et mål hver, hvilket resulterede i en overbevisende sejr på 7-0.
En toppræstation giver trænerne smil på læben
Træner Mark Pedersen var meget tilfreds med holdets præstation og kaldte det en "toppræstation".
“Wow, det var da lidt af en fest i dag, ikke sandt? Vi i trænerteamet kan næsten ikke stoppe med at smile. Jeg synes, at drengene leverede en toppræstation ude på banen i dag. Det at vi slår rækkens nummer to med hele 7-0 og samtidig opnå vores store mål med at vinde rækken er helt fantastisk,” siger Mark og fortsætter:
“Vi er stolte og meget tilfredse over at vi har nået vores sæsonmål med at vinde rækken, men vi er slet ikke færdige endnu, så der bliver derfor ingen større fejring af sejren i dag, da vi allerede på tirsdag har vores vigtige pokalkamp imod Nakskov. Så der ligger vores fulde fokus nu – da vi vil for alt i verden gør hvad vi kan for at spille os i kvartfinalen.”
Rosenhøj viste klassen igennem hele kampen, og fra første fløjt var de grønblusede banens overmænd (Foto: Privat)
Hvad var det, I gjorde så godt i dag?
“Vi spiller en rigtig flot kamp og vi sidder tungt på kampen lige fra starten, og det hjælper jo selvfølgelig også på kampens forløb at vi kommer foran allerede efter 2 minutter. Vi spillede i rigtig højt tempo med stor energi, og havde en utrolig høj boldbesiddelse. Vores spillere har i forvejen høj teknisk og taktisk forståelse, så bliver vi bare meget svære at slå når vi spiller en kamp som denne i dag.”
“Karlslunde er et rigtig godt hold op havde sat en god stime af flotte resultater sammen op til, men i dag var der ingen tvivl vi var klasse bedre end dem, men det afspejler kampresultatet heldigvis også.”
Rosenhøj-drengene var glæde efter 7-0-sejren, og dermed også at rækken var vundet (Foto: Privat)
100-kamps jubilaren kom på tavlen
Mark roste især Emil Lorentzen for hans fremragende spil og sagde, at det var dejligt at se ham få output på sit store arbejde på træningsbanen.
Han fremhævede også Alexander Andersen, der bidrog med to flotte mål og beskrev ham som en "maskine" på den centrale midtbane.
Desuden var han glad for at se Conrad Dahl Blædel tilbage i målform efter en lang skade og at kunne give Frederik Thorning en sejr i hans 100. kamp.
Frederik spillede sin kamp nr. 100 for Rosenhøj, og gav holdet den perfekte start med et mål efter 2 minutter (Foto: Privat)
Rosenhøj BK-spiller, Emil Lorentzen, giver også sin reaktion på sejren:
“Jeg er virkelig glad for vi vandt i dag og min egen præstation – jeg synes at vi var suveræne hele vejen rundt. Jeg synes at jeg spillede en rigtig god kamp, og jeg var meget dominerende på midtbanen både i pres og afleveringsspillet.”
“Mine trænere var meget tilfredse efter kampen, og det fedt – men træneteamet var også klasse i dag,” storgrinede Emil, inden han skyndte sig over til sine holdkammerater.
I aften skal Rosenhøj spille pokalkamp, og her håber vi på at se drengene fortsætte deres gode takter. Der er kampstart kl 18:30 på Avedøre Stadion's kunstgræsbane.
Næste ligakamp for Rosenhøj BK er søndag 29. oktober, hvor de skal møde Køge BK på Avedøre Stadion. Der er kampstart kl. 11:00.
Kampens resultat: 7-0 til Rosenhøj BK
Række: U13 Drenge 8-mands
Rosenhøj's trænerteam var ovenud tilfredse med deres drenge efter sejren (Foto: Privat)