BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du pædagog, pædagogisk assistent eller pædagogmedhjælper og har du lyst til at være en del af at helt nyt dagtilbud? Her har du nærmest en once-in-a-lifetime mulighed for at sætte retning for den pædagogiske praksis sammen med lederteam og kolleger, der alle er nye i institutionen. Sammen skal vi drøfte læreplan, pædagogisk afsæt, og skabe de bedste pædagogiske rammer, der omsætter Brøndbys ambitioner om børnenes trivsel, læring og udvikling til handlinger og kvalitet i hverdagen.
Hvis du nogensinde har tænkt, at du gerne ville være med til at starte en ny, integreret institution op, være med til at præge og være medskabende af en pædagogik, der kommer til at sætte fokus på bevægelse og kultur i bred forstand, og en arbejdskultur, som kommer til at være lyttende, inkluderende, med højt til loftet, og en tydelig faglighed – og med masser af ansvar, så læs endelig videre.
I Brøndby Kommune bliver der bygget en helt ny institution, som er gennemtænkt i forhold til materialer, pædagogisk profil og dagtilbud anno 2023 og frem. Den giver mulighed for bevægelse integreret i dagligdagen. Den er færdig til sommer 2024. Den bliver stor, 180 børn, men fokus bliver på det nære og trygge.
Allerede nu skal der ansættes pædagoger og medhjælpere i stort antal, fordi:
Børnehuset Kirkebjerg kommer til at starte op i midlertidige, moderne pavilloner fra d. 1/8 – i år! Der forventes børneindskrivning drypvis fra d. 16/8. Dvs. at der er mulighed for at lære dine kolleger at kende uden børn i huset, at få et første grundlag for pædagogikken på plads – og være med på holdet fra dag ét.
Så der bliver løbende afholdt ansættelsessamtaler, fra nu og indtil… vi har dem vi skal bruge.
Vi søger pædagogisk personale med ansættelse fra den 1. august 2023 og derefter. Vi søger både pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.
Pavillonerne er beliggende på en stort grønt areal i Brøndbyvester.
Børnehuset Kirkebjerg forventes færdig til 1/8-2024. Det er beliggende i Brøndbyvester, i omdannelsesområdet Kirkebjerg, hvor der bygges nye og attraktive boliger.
Opgaven: Du skal sammen med dine kommende kollegaer arbejde med at udvikle det pædagogiske læringsmiljø, støtte op om og skabe de bedste muligheder for børn og medarbejdere i vores daginstitution, både i pavillon og i det nye Børnehus.
Det, du kan forvente er, at:
- Skulle indgå som en del af den daglige pædagogiske praksis med udgangspunkt i Den styrkede pædagogisk læreplan. Den styrkede pædagogiske læreplan udarbejdes gennem de første år, af institutionens medarbejdere og ledelse, og revideres løbende i takt med at pædagogikken udvikler sig. Vi vil have et særligt fokus på at inddrage bevægelse som en naturlig del af børnenes dannelse og læring.
- Skulle kunne give og modtage faglig undring/sparring.
- Skulle være og arbejde struktureret. Vi skal skabe lige rammer og muligheder for alle børn, og derfor er det vigtigt, at alle grupper går i samme retning.
- Samarbejde tæt med det pædagogiske personale og ledelsen.
- Mulighed for forberedelse og afholdelse af gruppemøder i hverdagstimerne.
- Personalemøde en gang om måneden. Personalemøder holdes uden for normal arbejdstid, og der kan ved behov afholdes en personalelørdag.
Om dig:
Som person er du stærk i relationsarbejdet, tillidsskabende, arbejder ud fra et børneperspektiv og er omstillingsparat. Derudover ønsker vi os, at du:
- Arbejder ud fra fokus på læringsmiljøerne og ikke kun på det enkelte barn. Dvs. at du forstår, betragter og kan arbejde med dig selv som et læringsmiljø.
- Er opmærksom på børns og egne ressourcer, potentialer og muligheder.
- Har kendskab til ICDP og/eller NEST– ikke et krav, men et plus.
- Har kendskab til pædagogisk idræt og bevægelse - ikke et krav, men et plus.
- Er en god formidler.
- Er god til at navigere i en hverdag der både vil kræve nærvær med børn, udvikling af institutionen, forældresamarbejde og alt det vi sammen finder på.
- Har gode samarbejdsevner.
- Kan arbejde inden for åbningstiden 06.30 – 17.00 (kl. 16.30 om fredagen)
Måske har du en særlig kompetence eller interesse – eller ønsker at videreudvikle den; vi skal på sigt have uddannet pædagogisk personale til at varetage fx sprogscreeninger, faglige fyrtårne, praktikvejleder m.m. så kunne du som pædagog have en interesse heri, så skriv det gerne i din ansøgning.
Det forventes, at du i de første måneder er særligt omstillingsparat. Ligesom der i opstartsperiodens første måneder må forventes fleksibilitet i mødetiden, så ressourcerne bruges bedst når børnene er i institutionen.
Det vi kan love er:
Et dedikeret ledelsesteam, bestående af en leder, en souschef tilknyttet børnehaven, og en afdelingsleder tilknyttet vuggestuen, hvor der vil være plads til faglig sparring og vejledning.
Masser af deadlines, der bliver rykket – men det går nok.
Masser af ubesvarede spørgsmål – men vi finder svarene undervejs.
Masser af gå-på-mod, for det bliver sjovt, udfordrende, frustrerende, interessant og uforglemmeligt – og vi VIL det her!
Masser af faglige udfordringer, med stor mulighed for at præge den pædagogiske hverdag.
Det vi ikke kan love er:
Forudsigelighed – der er ingen plejer.
At der er styr på alt – forvent at være med til at finde svar, ved at tage ansvar.
Timeantal: Meget gerne fuldtid, men alt mellem 32 og 37 timer – vi ser bl.a også på 4-dages uge.
Så er du blevet nysgerrig, har du brug for mere info, så ring eller skriv – så skal jeg prøve at give svar. Eller send en ansøgning. Du må gerne nævne i din ansøgning om du foretrækker børnehave eller vuggestue – men du skal være indstillet på at du er ansat i ET hus, og skal kunne dække de behov, der opstår. Så det forventes, at du under indkøringsperioden er fleksibel inden for den samlede aldersgruppe 0-6 år.
Du kan se tegninger for det færdige projekt her, og følge processen på Børnehuset Kirkebjergs hjemmeside. Den bliver løbende opdateret fra 22/5.
Der indkaldes til samtaler og ansættes løbende, frem til oktober – eller til vi har dem vi skal bruge. Samtaler afholdes i dagtimerne efter kl. 14.00. Der skal ikke forventes svar på ansøgninger i uge 27-29 grundet ferie.
Der afholdes informationsmøder for ansøgere tirsdag den 20. juni kl. 17.00, på adressen Fagervang 2 / Østerled 12, 2605 Brøndby.
Her vil være en præsentation af visionerne bag dagtilbuddet samt en rundvisning i pavillonen – og en gåtur til byggeriet. Tilmelding nødvendig -send en mail til kirkebjerg@brondby.dk, hvis du ønsker at være med.
Løn og ansættelsesvilkår:
Følger BUPLs og FOAs forhåndsaftaler og overenskomster.
Ansøgningsfrist:
30/9-2023
Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.
Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid.
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 37.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hvidovre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Brøndby Kommune, Fagervang 2, 2605 Brøndby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://brondby.career.emply.com/ad/helt-nybygget-profilinstitution-mangler-paedagogisk-personale/3w9r47/da
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5833340