Generalist søges til politikudvikling, analyser og ministerbetjening på området for kystbeskyttelse og klimatilpasning

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at udvikle ny politik og beslutningsoplæg i tæt samarbejde med andre ministerier og gå i dialog med interesseorganisationer? Har du lyst til at levere ministerbetjening på højt niveau og være projektleder på analyser og implementering? Og vil du være med til at bidrage til regeringens arbejde med en national klimatilpasningsplan, som skal bidrage til at sikre Danmark bedre mod oversvømmelser i fremtiden?

Så er der et job for dig i kontoret for Vand og Klimatilpasning i Miljøministeriets departement. Her arbejder vi - foruden klimatilpasning - med regulering, politikudvikling og ministerbetjening inden for følgende områder: beskyttelse af vandmiljøet, spildevand, akvakultur, strand- og klitbeskyttelse samt varetagelse af miljø- og landskabsinteresser i den kommunale planlægning.

Alsidigt job med stort ansvar
Dit arbejdsområde vil bl.a. være inden for klimatilpasning, hvor Miljøministeriet er ansvarlig for at udarbejde en klimatilpasningsplan i samarbejde med flere ministerområder og med bidrag fra en lang række interessenter. Opgaven går ud på at mindske risikoen for oversvømmelser gennem styrkede rammer. Det breder sig over flere regelsæt og forskellige finansieringsrammer, hvor kommuner og forsyningsselskaber i dag spiller en vigtig rolle i tilpasningen af Danmark. Det er et område med stor politisk bevågenhed, hvor du vil bidrage til at udarbejde og koordinere planen og efterfølgende gennemføre den.

Derudover vil du skulle bidrage til ministerbetjening og koordinering i forhold til øvrige løbende sager på området – i samarbejde med Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet – herunder også opgaver relateret til EU.

Din opgaveportefølje vil være en blanding af ministerbetjening og andre typer af generalistopgaver, herunder projektleder, tovholder og projektmedarbejder. Dine opgave vil variere, og der vil over tid komme flere opgavefelter til inden for kontorets samlede arbejdsområde.

Det er ikke en forudsætning, at du kender til klimatilpasning allerede, men du forventes at kunne arbejde effektivt og tilrettelægge, styre og drive processer, og i den forbindelse sikre, at sagerne kommer hele vejen rundt og bliver belyst fra alle vinkler. Du skal kunne fremlægge sager præcist og med klart blik for det væsentlige. Vi lægger vægt på, at du kan samarbejde godt med såvel dine kollegaer i departementet som styrelser, interessenter som andre ministerier.

Dagligdagen i kontoret er præget af, at der ofte er mange bolde i luften, der skal håndteres på én gang, så det forventes, at du er robust og trives med en meget omskiftelig arbejdsdag. Du vil komme til at arbejde i centraladministrationen, hvor mange vigtige beslutninger tages, og du får med jobbet mulighed for at være med til at gøre en forskel.

Hvad forventer vi af dig?
Du har en samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse, og du brænder for at bidrage til regeringens grønne dagsorden. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra en kommune eller centraladministrationen.

Vi ønsker en kollega, som kan opfylde nedenstående punkter:

1. Overblik og politisk forståelse: Du har et ønske om at levere på et højt fagligt niveau, og du besidder et stort overblik, har veludviklet analytisk sans og forståelse for den politiske kontekst.

2. Samarbejde: Har stærke samarbejdsevner, kan effektivt styre og drive komplekse processer, koordinere og skabe resultater ved at arbejde struktureret og målrettet. Du trives i en hverdag med skiftende prioriteringer og varierende opgaver.

3. En god formidler: Kan formidle komplekse problemstillinger klart og præcist.

4. En god kollega: Du bidrager som holdspiller, er en god kollega, men er også klar til at påtage dig et selvstændigt ansvar. Du er imødekommende, får energi af at præstere som en del af et team og sætter pris på et godt kollegaskab, hvor vi løfter i flok.

Vi tilbyder

  • Et særdeles spændende og varieret arbejde i et politisk orienteret miljø med en bred interessekreds.
  • Gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
  • Dygtige kollegaer med mange forskellige fagligheder og et udbredt samarbejde om opgaveløsningen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er som fuldmægtig eller specialkonsulent i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten). Der vil afhængig af kvalifikationer være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Miljøministeriets departementet, der har adresse på Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K.

Stillingen er på fuld tid og ønskes besat snarest muligt eller pr. 1. oktober 2023.

Kontakt os gerne
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jens Brandt Sørensen på
tlf. 41 73 12 66.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis for både bachelor- og kandidatuddannelse m.m. senest søndag den 13. august 2023.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 33. Der vil i forbindelse med samtalen skulle løses en case hjemmefra af en times varighed.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hvidovre Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Miljøministeriets Departementet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170444&DepartmentId=8015&MediaId=3653&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5862910

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet