Bliv chefsygeplejerske og led etableringen af ny neurologisk afdeling på Amager og Hvidovre Hospital

dato

Vi søger en visionær chefsygeplejerske til at stå i spidsen for etablering og konsolidering af Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Amager og Hvidovre Hospital som fælles afdelingsledelse sammen med en kommende cheflæge.

Den nye afdeling skal varetage al neurologisk behandling, både akut og planlagt, på hovedfunktionsniveau for samtlige borgere i planområde Syd - et optageområde med ca. 610.000 borgere. Patienter fra Planområde Syd udredes og behandles i dag i regi af Rigshospitalet, enten på Blegdamsvej eller Glostrup-matriklen afhængig af hvilken neurologisk sygdom der er tale om. Fremover vil Amager og Hvidovre Hospital varetage alle neurologiske opgaver på hovedfunktionsniveau.

Som vores nye chefsygeplejerske på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme indtager du en nøgleposition i arbejdet med at opbygge og udvikle den nye afdeling, således at neurologiske patienter får gode og sammenhængende patientforløb på Amager og Hvidovre Hospital, også hvis de har flere behandlingskrævende sygdomme på samme tid.

Afdelingen etableres organisatorisk, når afdelingsledelsen er ansat. I den første tid vil afdelingen fysisk befinde sig på Glostrup-matriklen som en udefunktion under Amager og Hvidovre Hospital, og herefter vil afdelingen flytte ind i nyistandsatte lokaler på Hvidovre-matriklen. Dette vil forventeligt være ultimo 2027.

En af de første opgaver bliver at sikre en god overgang for de medarbejdere, der følger med opgaverne til Amager og Hvidovre Hospital. Afdelingsledelsen vil stå for etablering og organisering af afdelingen, herunder sikre fokus på motivation og fastholdelse af personale og patientsikkerdrift i overgangsfasen samt opbygning og indretning af afdelingen på Hvidovre-matriklen.

Har du lyst til at være en del af denne udviklingsproces, har vi stillingen til dig med ansættelse 1.12 2025 eller efter aftale. Stillingen som cheflæge slås op umiddelbart efter stillingen som chefsygeplejerske.

Stillingen

Den fælles afdelingsledelse for Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Amager og Hvidovre Hospital består af en chefsygeplejerske og en cheflæge. Afdelingsledelsen refererer til hospitalsdirektionen og er i fællesskab ansvarlige for daglig drift, budget, personale og faglig udvikling.

I skal sammen etablere jer som øverste ledelse af afdelingen og organisere jeres afdeling, hvor du sammen med cheflægen vil skulle opbygge en god og stærk tværfaglig ledelsesgruppe til gavn for patienterne.

Mere konkret vil du få ansvaret for at:

  • Opbygge og konsolidere en ny afdeling med fokus på høj faglighed og gode patientforløb i egen afdeling og i samarbejde med øvrige specialer og afdelinger at udvikle patientforløb og flow på Amager og Hvidovre Hospital og i det tværsektorielle samarbejde
  • I den fælles afdelingsledelse sikre en rationel drift og et højt fagligt niveau for afdelingens samlede virksomhed, herunder at afdelingens ressourcer udnyttes optimalt, og at afdelingens budget overholdes.
  • Opbygge et velfungerende ledelsesteam af mellemledere gennem tillid og delegering af ansvar og være rollemodel for at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, tværfagligt samarbejde og god transitionsledelse.
  • Præge udviklingen af et af landets største akuthospitaler, herunder sikre neurologiens aktive bidrag til løsningen af de akutte opgaver og sammen med cheflægen sætte strategisk retning for afdelingens bidrag til fremtidens sundhedsvæsen.
  • Etablere og konsolidere udviklings- og forskningsaktivitet til gavn for patienterne samt et attraktivt, tværfagligt uddannelses- og forskningsmiljø med særlig fokus på MVU-forskning.
  • Opbygge et velfungerende samarbejde med hospitalets øvrige afdelinger, da det er afgørende for, at vi som hospital lykkes med at løfte vores forpligtelse over for patienterne med den rette behandling til rette tid.
Om afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme

Afdeling for Hjerne - og Nervesygdomme vil fremover varetage alle neurologiske opgaver på hovedfunktionsniveau for samtlige borgere i planområde Syd, jf. Sundhedsstyrelsen specialevejledning. Der planlægges med en dimensionering, der indebærer ca. 8 senge til akut modtagelse af neurologiske patienter, ca. 50 senge i neurologiske sengeafsnit og ca. 25.000 årlige kontakter i de neurologiske ambulatorier.

Yderligere oplysninger om afdelingens opbygning findes i dokumentet: Afdelingsprofil.

Din profil

  • Vi forventer, at du ligesom os gerne vil være fælles om ledelsesopgaven. Det betyder, at vi involverer og forpligter hinanden, når vi træffer fælles beslutninger – også når det er svært. Vores værdier er åbenhed, tillid, helhedssyn og professionalisme, og vi forventer at du vil samarbejde med os i den ånd
  • Du er uddannet sygeplejerske og har ledelsesmæssig erfaring på oversygeplejerske-/ chefsygeplejerskeniveau samt relevant videreuddannelse i ledelse eller ønsket om at få det
  • Du har erfaring fra det neurologiske speciale
  • Du har organisatorisk forståelse og evne til at samarbejde på forskellige niveauer og med alle faggrupper, specialer, ledere og eksterne aktører
  • Du ved, hvad det vil sige at lykkes gennem andre, hvorfor inddragelse, respekt og lydhørhed er en naturlig del af din ledelsesprofil samtidig med, at du er tydelig i din kommunikation. Du er inspirerende, engageret og kan udøve ledelse i hele spændet mellem daglig drift og visionær strategisk udvikling af afdelingen
  • Du har en stærk faglig og ledelsesmæssig identitet, der styrer mod at sikre patientforløb af høj kvalitet og et godt arbejds- og uddannelsesmiljø
  • Du formår at tilrettelægge en effektiv drift, systematisk økonomistyring og prioritering af ressourcer
  • Du har fokus på betydningen af et attraktivt og trygt arbejds,- uddannelses- og forskningsmiljø som grundlag for vedvarende tilknytning og rekruttering
Du har nødvendigvis ikke alle kompetencer, men en åben tilgang og vilje til at lære.

Ansøning og ansættelsesforhold

Har ovenstående vakt din interesse for stillingen, så send en motiveret ansøgning og CV senest den 21. september. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønnen fastsættes ved lønforhandling mellem Region Hovedstaden og den forhandlingsberettigede organisation.

Dit fysiske arbejdssted bliver i første omgang primært Glostrup-matriklen, men du vil ofte være på Hvidovre-matriklen til ledermøder o. lign. Fra forventet ultimo 2027 vil dit fysiske arbejdssted være Hvidovre-matriklen.

Ansættelsessamtaler er planlagt til den 29. september 2025 og anden runde den 10. oktober 2025. Kandidater der går videre til anden runde vil blive bedt om at gennemføre personlighedstest i perioden 29. september – 6. oktober 2025.

Du er meget velkommen til at hente yderligere oplysninger hos vicedirektør Jakob Hendel på tlf.nr.: 2171 1695.

Afdelingsprofil, jobprofil samt stillingsbeskrivelse kan rekvireres hos direktionssekretær Kia Frisenborg på mail: kia.ganderup.frisenborg.01@regionh.dk eller telefon: 3862 1702.

Læs mere om Amager og Hvidovre Hospital på hospitalets hjemmesider www.amagerhospital.dk og www.hvidovrehospital.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hvidovre Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Amager og Hvidovre Hospital, Kettegård alle, 2650 Hvidovre

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-09-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5a602557-22f4-4dff-82c9-877c52e9c4e8

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet